9. november 2026
Da jeg stod i Roskilde den 8. november og holdt mine sidste to foredrag for KIU i denne omgang, tænkte jeg på, hvor anderledes mit liv havde set ud før jeg fik kræft. Dengang boede jeg i England, hvor jeg havde været med til at bygge en virksomhed op og i mange år haft ansvar for medarbejdere og for den daglige drift. Jeg var vant til at træffe beslutninger og lægge planer. Så fik jeg livmoderhalskræft.
Jeg blev opereret i England i 2018 og flyttede tilbage til Danmark året efter. Jeg var glad for, at behandlingen var overstået. Samtidig stod jeg med en krop, jeg ikke kunne genkende.
Før kræften havde løb og træning været en stor del af min hverdag og af den måde, jeg så mig selv på. Jeg følte mig i balance med mig selv og min krop. Jeg hvilede i den, var glad for den og stolede på den. Efter operationen føltes den fremmed. For mig føltes det, som om min krop var gået i stykker. Smerter, lymfødem, træthed og problemer med blære og tarm kunne ændre, hvad jeg havde kræfter til, og hvad jeg turde planlægge. Jeg kunne lægge en plan om morgenen og have brug for at ændre den inden frokost. Jeg savnede at kunne stole på min krop, som jeg havde gjort før.
I England havde både arbejdet med at bygge en virksomhed op og det at løbe og træne været en stor del af, hvem jeg var. Da så meget af det velkendte ændrede sig på én gang, anede jeg ikke længere, hvem jeg var. Jeg skulle lære min krop at kende igen, og jeg skulle lære mig selv at kende i den. Hvad gav mig stadig glæde? Hvad savnede jeg? Og hvad ville jeg gerne bruge mine kræfter på, både i mit arbejdsliv og i resten af mit liv?
Nogle af de spørgsmål tog jeg med mig ind i min MSc i folkesundhed. Jeg interviewede kvinder, der havde haft kræft i underlivet, for at forstå, hvordan senfølgerne prægede deres hverdag, arbejdsliv og relationer. Der var meget, jeg genkendte, blandt andet hvor svært det kan være at forklare andre, hvorfor noget, man kunne i går, kan være uoverskueligt i dag. Deres fortællinger viste mig også, hvor forskellige behov man kan have efter et kræftforløb.
På min MBA arbejdede jeg videre med senfølger fra den vinkel, jeg kendte fra mit arbejdsliv i England. Jeg undersøgte, hvordan indsatsen for mennesker med senfølger var organiseret, og arbejdede med en model for, hvordan støtten efter kræft kunne tilrettelægges. Her kunne jeg bruge min erfaring med ledelse og med at bygge noget op til at tænke over et spørgsmål, der også var personligt for mig. Hvordan får man støtte, der kan bruges i den hverdag, man skal hjem og leve?
Over tre medlemsdage i Odense, Vejle og Roskilde holdt jeg mine første seks foredrag om livet med senfølger efter kræft. For første gang fik jeg mulighed for at samle det, jeg havde arbejdet med på begge uddannelser, og det, jeg selv havde oplevet som kræftpatient og siden som menneske med senfølger. Jeg var spændt på, hvordan det ville blive taget imod. Derfor betød det meget at høre, at nogle af jer genkendte jeres egen hverdag i det, jeg fortalte, og kunne tage noget konkret med hjem. Jeg havde brugt mange timer alene på at læse, analysere og skrive. Nu sad jeg i et rum med mennesker, som kunne fortælle mig, hvad det betød for dem.
Min mand, Dennis, var også med, og da jeg bagefter læste, hvad han skrev om sine samtaler med nogle af deltagerne, blev jeg rørt over, hvor meget de havde betydet for ham. Jeg tror også, det betød noget for dem, at han gav sig tid til at lytte. Det er noget af det, jeg sætter pris på ved KIU’s medlemsdage. Både mennesker, der selv har eller har haft kræft, og deres pårørende får mulighed for at møde andre, der kender noget af det, de står i. Nogle gange er det samtalen før eller efter et foredrag, man tager med sig hjem.
Nu arbejder jeg videre på min bog, Livet efter kræft – Forstå og håndter senfølger efter kræft. Jeg har lovet min redaktør at aflevere det færdige manuskript den 1. januar, og planen er, at bogen udkommer i april 2027. Jeg håber, den kan give andre noget af det, jeg selv savnede, da behandlingen var slut. Ord for det, der havde ændret sig, og idéer til, hvordan jeg kunne få hverdagen til at fungere igen.
Tak til KIU – Patientforeningen Kræft i underlivet – for invitationen. Og tak til alle jer, der kom, lyttede og fortalte mig lidt om, hvordan livet efter kræft ser ud for jer.
Du kan læse mere om KIU – Patientforeningen Kræft i underlivet – og finde information om medlemsdage, netværksgrupper og støtte til dig, der har eller har haft kræft i underlivet, eller er pårørende, på KIU’s hjemmeside.