Fællesskab
Sammen om livet efter kræft
Et fællesskab for kvinder – med plads til livet, oplevelserne og hinanden.

Om fællesskabet
Livet med og efter kræft kan være fyldt med forandringer. Selvom vores historier er forskellige, kan det betyde meget at møde andre kvinder, der forstår nogle af de oplevelser, tanker og udfordringer, som kan følge med et kræftforløb.
Derfor har jeg gennem Zmylon Consulting taget initiativ til Sammen om livet efter kræft – et gratis og uformelt fællesskab for kvinder, der har eller har haft kræft.
Et sted, hvor vi kan dele erfaringer, støtte hinanden, skabe nye relationer og finde inspiration hos hinanden.
Fællesskabet handler om meget mere end kræft. Det handler også om at leve livet.
Et fællesskab – både online og i virkeligheden
Fællesskabet har hjemme i en privat Facebook-gruppe, hvor vi kan lære hinanden at kende, dele tanker, stille spørgsmål og finde andre kvinder med fælles interesser.
Men tanken er også, at vi skal kunne mødes uden for skærmen.
Det kan være en kop kaffe, en gåtur, en tur i biografen, en hyggelig middag, en julefrokost eller noget helt andet. Måske bor der en anden kvinde i nærheden af dig, som også kunne tænke sig lidt selskab eller en ny veninde.
Alle medlemmer er velkomne til at foreslå og arrangere aktiviteter rundt omkring i Danmark. Det er vores fælles interesser, idéer og initiativer, der skal være med til at forme fællesskabet.
Her er der plads til dig
Du behøver ikke have lyst til at tale om kræft for at være med. Måske søger du nogen, der forstår din situation. Måske savner du nye bekendtskaber, hyggelige oplevelser eller blot et fællesskab, hvor du føler dig hjemme.
Her er plads til både alvor og latter, til de gode dage og de svære – og til at være lige præcis den, du er.
Du bestemmer selv, hvor meget du ønsker at deltage, og der er ingen forventninger om, at du skal dele din personlige historie.
Bliv en del af fællesskabet
Det er helt gratis at være med.
Har du lyst til at møde andre kvinder, dele erfaringer, skabe nye venskaber eller være med til at arrangere hyggelige oplevelser? Så er du hjertelig velkommen i vores Facebook-gruppe.
Fællesskabet er et initiativ fra Janni Zmylon, grundlægger af Zmylon Consulting. Med afsæt i både min faglige baggrund inden for folkesundhed og mine egne erfaringer med livet efter kræft ønsker jeg at skabe et sted, hvor kvinder kan finde sammen – ikke kun om det, vi har været igennem, men også om alt det, livet stadig har at byde på.
Fællesskabet er et socialt netværk og ikke et tilbud om behandling eller individuel sundhedsfaglig rådgivning. Eventuelle fysiske aktiviteter arrangeres frivilligt af medlemmerne.
