Psykiske senfølger

Hvorfor opstår psykiske senfølger?

En kræftdiagnose og et behandlingsforløb er en dybt belastende oplevelse. Det indebærer:

• Usikkerhed om fremtiden
• Tab af kontrol
• Fysisk og mental belastning
• Konfrontation med egen sårbarhed

Selv når behandlingen er afsluttet, kan kroppen og sindet fortsat være i en form for beredskab. Det kan føre til vedvarende psykiske reaktioner.

De mest almindelige psykiske senfølger

Angst og bekymring

Mange kvinder oplever en vedvarende bekymring, særligt i forhold til tilbagefald. Det kan vise sig som øget opmærksomhed på kroppens signaler, bekymringer omkring fremtiden og uro eller ængstelighed. For nogle bliver det en konstant baggrundsstøj.

Identitetsforandring

En af de mest gennemgribende psykiske senfølger er oplevelsen af, at ens identitet har ændret sig. Mange stiller sig selv spørgsmålet: ”Hvem er jeg nu?” Det tidligere selvbillede passer måske ikke længere, og det kan være nødvendigt at genopbygge en ny forståelse af sig selv.

Tab af kontrol

Under sygdomsforløbet mister mange følelsen af kontrol over egen krop og liv. Denne oplevelse kan fortsætte efter behandlingen. Det kan vise sig som usikkerhed i forhold til kroppen, behov for kontrol og vanskeligheder ved at stole på, at alt er okay.

Kognitive senfølger (hjernetåge)

Mange oplever problemer med koncentration, hukommelse og overblik. Det kan føles som en form for ”tåge”, hvor det er sværere at tænke klart og strukturere hverdagen. Kognitive senfølger kan også vise sig som nedsat opmærksomhed, langsommere tankegang og sværere ved at finde ord eller planlægge.

Nedtrykthed og tab af livsglæde

Nogle kvinder oplever en form for nedtrykthed efter behandlingen. Det kan hænge sammen med tabet af det liv, man havde før, de vedvarende senfølger og følelsen af at stå i en ny og usikker situation. Det er ikke nødvendigvis en klinisk depression, men en oplevelse af, at noget har ændret sig grundlæggende.

Når det svære kommer efterfølgende

For mange kommer de psykiske reaktioner først rigtigt, når behandlingen er afsluttet. Under sygdom er der ofte fokus, struktur og et klart mål. Når det slutter, kan der opstå et tomrum. Det er her, mange begynder at mærke, hvad de har været igennem.

Lettelsen over, at behandlingen er overstået, behøver ikke stå alene. For nogle kommer sorg, uro, vrede eller tomhed først for alvor bagefter. En af de svære tanker kan være: ”Burde jeg ikke være glad?” Men man kan være lettet over at have overlevet og samtidig sørge over sin krop, fertilitet, seksualitet eller arbejdsevne. Det ene ophæver ikke det andet. Opmuntringer som ”tænk positivt” kan være kærligt ment, men kan gøre det svært at fortælle om det, der stadig gør ondt. Der skal også være plads til det sammensatte svar: Jeg er glad for at være her. Og jeg har det stadig svært.

Frygt for tilbagefald

En smerte i maven. En ny hævelse. En tid til kontrol. Efter kræft kan noget, der tidligere ikke ville have fyldt meget, sætte en bestemt tanke i gang: ”Hvad nu hvis det er tilbage?” For nogle glider tanken kortvarigt i baggrunden igen. For andre bliver den ved og gør det svært at sove, koncentrere sig eller glæde sig til noget, der ligger ude i fremtiden.

Bekymringerne kan også handle om børnene, økonomien, arbejdet eller om at kunne klare sig i en forandret krop. Efter en kræftdiagnose kan en smerte eller en kropslig forandring få en anden betydning end før, men hvis opmærksomheden bliver til et konstant alarmberedskab, kan der være brug for hjælp til at finde mere ro. Frygten kan aftage med viden og en tydelig aftale om, hvad du skal være opmærksom på, og hvem der følger op. Terapi kan desuden give redskaber til at give frygten mindre plads.

Traumereaktioner

For nogle kvinder har forløbet været traumatisk: undersøgelser, sygehusophold og ubehandlet smerte, der berører noget sårbart. Traumereaktioner kan vise sig som tilbagevendende billeder, uro i kroppen eller undgåelse af steder og situationer, der minder om forløbet. Reaktionerne kan være svære at have med at gøre, men de er forståelige, og der findes målrettet behandling, fx traumefokuseret terapi. At have svære reaktioner er ikke det samme som at være skrøbelig, og du behøver ikke have gennemført det værste for at fortjene hjælp.

Sådan kommer du videre

Svære følelser er ikke altid psykisk sygdom, og der er plads til forskellige måder at komme videre på. Alligevel er det vigtigt at vide, at depression og angst kan behandles, og at hjælpen skal passe til, hvor meget symptomerne fylder:

• Samtalebehandling kan give redskaber til at håndtere bekymringer, selvkritik og de situationer, man er begyndt at undgå
• Tilgang som kognitiv adfærdsterapi eller ACT kan hjælpe med at handle på det, der betyder noget, selv når svære tanker er til stede
• Tilpasset bevægelse, mindfulnessbaserede forløb, støtte til søvn og behandling af smerter kan være dele af den samlede hjælp
• Samtaler med andre kvinder kan give genkendelse og et sted, hvor man ikke behøver forklare alt fra begyndelsen
• Belastningen hænger sammen med hverdagen: smerter, dårlig søvn, økonomi og ansvar kan tære på overskuddet. Aflastning er også psykisk hjælp

Du behøver ikke bryde sammen for at bede om hjælp. Du kan begynde samtalen hos lægen med det, du mærker: at du ikke længere glæder dig til noget, at bekymringerne holder dig vågen, eller at du bruger alle kræfter på at fungere udadtil. Hvis den første hjælp ikke er tilstrækkelig, er det relevant at tage samtalen igen. Og hvis håbløsheden bliver alvorlig, med tanker om ikke at ville leve, skal du søge hjælp med det samme hos egen læge, lægevagten eller en psykiatrisk akutmodtagelse. Ved akut fare ringes 112.

En ny forståelse af sig selv

Psykiske senfølger handler ikke kun om det, der er svært, men også om en proces, hvor man forsøger at forstå sig selv på ny, tilpasser sig en forandret virkelighed og finder en ny balance. Forandring behøver ikke betyde, at alt er tabt. Kræften behøver ikke være din identitet, og der er plads til både sorg og muligheder. Det er ikke en lineær proces, og det tager tid.

Psykiske senfølger er en naturlig reaktion på en ekstraordinær belastning. Det er ikke et tegn på svaghed, men en del af det at have været igennem noget, der har påvirket hele ens liv. Når man begynder at forstå sine reaktioner, bliver det også lettere at arbejde med dem.